Jeg er bare skarp

Jeg har slet ikke fortalt jer det vildeste. Nogen af jer ved det godt allerede, men de sidste par dage er der begyndt at stikke sådan nogle farligt skarpe ting frem i munden. Mine forældre påstår at det bliver til sådan nogle store hvide nogen, som de også har i munden, men det tror jeg ikke på, for mine forældres tænder er ikke lige så skarpe som de hersens skarpe ting der stikker frem i min mund.

I går var vi ude at besøge Oldefar. Han var lidt stresset, så ham og mor snakkede meget højt ude i køkkenet før end at oldefar kunne komme ind i stuen og slappe af.
Far grinede lidt af dem, og sagde at de mindede om hinanden, men til sidst fik mor lov til at få ret, og så kunne jeg få lov at kigge på oldefar, mens mor stegte oldefars frikadeller færdig, og gjorde lidt rent i køkkenet.
På vejen derhen mødte vi hende den fantastiske lyshårede klaverspillerske igen. Jeg kunne slet ikke få øjnene fra hende, og hvis jeg ikke kunne se hende, så begyndte jeg at hyle op. Heldigvis kunne hun ikke li at høre mig hyle, så jeg så hende næsten hele tiden.

I aften skal jeg hjem til farmor. Farfar, far og mor skal nemlig i biografen, men det gider farmor og jeg bare ikke, vi ved nemlig hvad der er noget værd, og der er bestemt ikke meget i denne verden, der kan hamle op med ægte farmor-kvalitetstid.

Det har blæst i dag, så jeg har sovet ganske vidunderligt ude på altanen. umm blæst... Til gengæld var jeg så også temmelig kold om fingrene da jeg vågnede.